Velkommen til Brædstrup Shotokan Karate

Styrke, smidighed, udholdenhed, selvtillid, bedre koncentration, fællesskab…

Det får du ved at træne karate. At gå til karate er sjovt og udfordrende for både krop og sind. Du lærer slag, spark og parader, der kan bruges til selvforsvar. Gennem karate udvikler du din krop, så du bliver hurtigere, smidigere og stærkere. Du får et afbræk i din hverdag og du møder nye mennesker.

Karate er for alle

Hos os kan alle træne karate – uanset køn, alder og forudsætninger.

Vores instruktører målretter træningen efter alder og niveau, så alle kan følge med, men så alle bliver presset. På børneholdene er der plads til lidt sjov og leg og på voksenholdet er træningen mere seriøs. Vi tager hensyn til skader og skavanker, og vores instruktører og hjælpetrænere kan forklare og vise, hvis der er noget man ikke forstår.

Meningen med karate at blive bedre – og det kan vi alle blive.

Fællesskab og god stemning

At have respekt for andre er nødvendigt for at træne karate. Vi har fokus på den gode tone, og på at dojoen skal være et rart sted at være for alle.

Selvom karate er en individuel sport, giver det et godt fællesskab. Vi træner sammen, og hjælper hinanden med at blive bedre. Vi er en lille klub med omkring 50 medlemmer, og vi snakker med hinanden på tværs af hold, alder og grad. Hvert år holder vi en sommerfest og en juleafslutning, og tager med til karatelejr med andre klubber.

Vil du også træne karate?

Har du lyst til at prøve kræfter med karate? Hvert år starter vi nye begynderhold, hvor du får 3 gratis prøvetimer. Det er aldrig for sent at komme i gang. Du skal ikke kunne noget, du skal bare møde op.

Se mere under bliv medlem eller skriv en mail til os.

Her træner vi